13. oktober. Taumevatn - Håheller. 7 timer

Jeg startede fra Taumevatn så tidligt som muligt om morgenen. Det var både fordi jeg ikke gad at være der når alle de andre stod op, og fordi så slap jeg for at være med til at rydde op. Jeg havde også en lang dag for mig så det var også nødvendigt at ta tidligt af sted.

Taumevatn - Håheller

Litla Taumevatn.

 

 

"Hovedvejen" til Taumevatn. Nede omkring skovgrænsen kan der blive enormt mudret når der er stor færdsel, så jeg var glad for at jeg ikke skulle følge stien ret langt.

 

Stien jeg skulle følge var noget mindre benyttet end "hovedvejen".

 

Blik tilbage mod nordvest. Klippeknuden til højre hedder Anglaugknuten, og dalen længere bagude, som jeg kommer fra, hedder Anglaugdalen. Det var en virkelig anstrengende dag fordi jeg havde en stiv modvind, og da det samtidig gik opad gennem Anglaugdalen gik det meget langsomt fremad.

 

 

Mæ Sunnå

 

Mæ Sunnå

 

 

 

Mæ Sunnå

 

Mæ Sunnå

 

Selv om vejret var fint med hensyn til solen, så var det en meget

anstrengende dag, på grund af den hårde modvind og der var flere gange jeg ønskede at det var overskyet, bare det var vindstille. Det var lidt svært at nyde solen.

 

Åklævatnet 

 

Åklævatnet

 

Ca. halvvejs mellem Taumevatn og Suleskarveien mødte jeg en lille flok pensionister. To mænd og to kvinder. Normalt plejer jeg at snakke lidt med dem jeg møder, det er jo trods alt ikke så mange, men denne gang nøjedes vi bare med at hilse på hinanden. Lidt senere mødte jeg igen et pensionistægtepar. Vi snakkede lidt sammen som det er kutyme. De havde parkeret ved Suleskarveien, og var på dagstur til Taumevatn. Noget af en søndagstur. Selv uden oppakning var der mindst 3-4 timers vandring til Taumevatn og de skulle jo også tilbage til bilen igen. Jeg gættede på at så var den første gruppe pensionister også på dagstur til Taumevatn. En time senere mødte jeg igen et pensionistægtepar som jeg snakkede lidt med. De gik i hurtigt tempo og var sørme også på vej på vej til Taumevatn.

 

Åklævatnet

 

Vestre Skjerevatn

 

Vestre Skjerevatn

 

Austre Skjerevatn

 

 

Ramsdalen

 

Sandvigvatnet i forgrunden. I baggrunden kan man skimte Suleskarveien, som jeg har krydset et kvarters tid tidligere. Det er den eneste vej der krydser Setesdalsheiene, og den lukker når sneen begynder at falde om vinteren. Midt i billedet kan man se en dæmning og bagved ligger Rosskreppfjorden.

 

Til venstre ses Sandvigvatnet.

 

Det norske svar på Golden Gate Bridge

 

 

 Hvis man klikker på billedet kan man ane den lille hytte Håheller i midten af billedet. Den store klippe til venstre for hytten hedder Håheller, og hytten har taget navn efter klippen.

 

 

Da jeg kom nærmere hytten kunne jeg se at der sad et par  i 40erne foran og nød solen. De var på en lille dagstur fra Suleskarveien. Vi snakkede sammen en halv times tid og så tog de afsted fordi solen var ved at gå ned. 

Håhellervatn i baggrunden. Den samme sø hedder Håhellervatn i den sydlige del, og Sandvigvatnet i den nordlige del.

Den lille hytte Håheller ses midt i billedet. 

 

Jeg krydsede Suleskarveien halvanden times tid før jeg kom til Håheller, men af en eller anden grund var der ingen mobilforbindelse ved vejen. Heldigvis stod der på en seddel i hytten at der var mobilforbindelse på toppen af det lille fjeld som hytten lå ved, så jeg gik derop og sendte en sms. Det var en uge siden, jeg sidst havde haft mobilforbindelse, så jeg tænkte at min mor gerne ville høre fra mig. Jeg skrev på min blog:

 

Jeg er nået til Håheller. I morgen er det Gaukhei og i overmorgen går jeg ned og overnatter i den sidste hytte før Setesdalen. Jeg kan ikke huske hvad den hedder. Det har været rigtig fint vejr i går og forgårs, så fint at jeg gik i bar overkrop. I dag har der også været blå himmel hele dagen, men jeg har haft en strid modvind hele dagen fra Taumevatn. Jeg måtte bestige et bjerg her ved Håheller for at få forbindelse, utroligt når den eneste vej der krydser Setesdalsheiene ligger lige ved siden af. Jeg må ned i hytten og få mig lidt at spise. Det bliver en lang tur i morgen.