1. oktober. Haukeliseter

Jeg var taget til Setesdalsheiene for at vandre tværs gennem dem fra nord mod syd. Egentlig ville jeg gerne ha vandret helt ned til det allersydligste af  heiene, men allerede inden jeg begyndte havde jeg besluttet mig for at jeg kun ville gå ned til Gaukhei og så vandre mod Tjønndalen og Setesdalen fordi det ville være den letteste måde at komme videre til Kristiansand på.
Da det kan regne enormt meget i Setesdalsheiene, havde jeg også besluttet mig for at hvis det blev for meget med regnen ville jeg gå ud til Setesdalen tidligere. Jeg var heldigvis meget heldig og havde kun en enkelt dag med meget kraftig regn, og adskillige dage med masser af sol.
Hvis der skulle være en enkelt læser eller to der kunne tænke sig at vandre i Norge så klik her:
http://ut.no/
Det er en udmærket hjemmeside med billeder af hytterne, turforslag, kort m.m.

Ruten, tegnet med en sort streg, går fra Haukelister i nord til Langeid.

I fugleflugt er der ca. 90 km fra start til slut.

De timer der er skrevet i overskrifterne, er den tid det normalt tar, at vandre mellem hytterne, med en forholdsvis let rygsæk på 8-12 kg. og uden at holde pause.

Jeg havde taget bussen fra Helsingborg om aftenen den 30. september og nåede til Oslo tidligt om morgenen. Midt på formiddagen kørte jeg med Bussekspress fra Oslo og nåede frem til Haukeliseter midt på eftermiddagen. Vejret var fantastisk godt. Totalt skyfrit og kun en svag vind.

Haukeliseter. Jeg fik et værelse i hytten yderst til venstre.

Ståvatn

 

Kort over ruten Haukeliseter-Holmevasshytta-Blekestadmoen.

 

 

2. oktober. Haukeliseter - Holmevasshytta. 5,5 timer

Jeg havde gået turen fra Haukeliseter til Holmevasshytta tidligere med en af mine venner der hedder Poul så jeg vidste det var en ret hård tur fordi man skulle op over et pas. Vi havde dengang vandret med telt og brugt et par dage på det, men uden telt så var jeg nødt til at nå frem til hytten samme dag. Jeg havde pakket for tungt, fordi der var nogle ting som jeg ville ha med fra Sjælland til Jylland, så derfor vejede min rygsæk formodentlig omkring 22 kg. På en hytte til hytte tur burde den snarere ha vejet omkring 12 kg., så det ville blive en hård dag. Derfor startede jeg fra Haukeliseter så snart det blev lyst om morgenen.

Haukeliseter ses i baggrunden.

Kjelavatn i baggrunden.

Revling

 

I min blog skrev jeg:

Jeg er på vej op i passet mellem Haukeliseter og Holmevasshytta. I går var der strålende sol og næsten vindstille men nu er der gråt og overskyet og der blæser en svag men iskold vind fra syd. Heldigvis er der i det mindste tørt. Det er begrænset hvor meget jeg kan skrive for jeg ikke mulighed for at lade telefonen op igen, før jeg på et tidspunkt kommer ned fra fjeldet igen. Jeg har heller ikke mulighed for at vedhæfte billeder, de kommer senere. Jeg aner ikke hvor længe jeg bliver i fjeldet, men eftersom jeg ikke skal møde på arbejde igen, er det ikke så vigtigt. Min højre achillessene er lidt skadet, så hvis det bliver værre kan jeg blive nødt til at gå ned igen. Her er koldt men flot. Jeg må videre, der er langt endnu.

Selv om det er en turistrute kræver det en rimelig god balanceevne at vandre i fjeldet.

Til venstre ligger søen Vassdalstjørn.

Vassdalstjønn.

 

Vassdalstjønn ses i midten.

Op mod passet.

Vassdalstjørn anes i baggrunden.

Passet hedder Turistskaret.

Den lille top ved siden af passet jeg står på, ligger i 1353 meters højde. Det blev det højeste punkt på ruten. I baggrunden anes Holmevatnet.

 



Holmevatnet i baggrunden

 

På væggen bag mig kan man se en nødtelefon. Det viste sig at det ikke var muligt at få forbindelse med mobiltelefonen overhovedet, men i 11 af Stavanger Turistforenings hytter var der nødtelefoner.

3. oktober. Holmevasshytta - Holmevasshytta.

Det var halvskyet og nogenlunde lunt da jeg startede om morgenen og jeg regnede med at det nok skulle blive en fin dag. Det blev det sådan set også, bortset fra en enkelt detalje.

Holmevatnet

Holmevasshytta

Sandvatnet ses i baggrunden.

Et sidste blik tilbage mod Holmevatnet.

Det blev en meget fin og nærmest sommerlig dag, så jeg smed jakken og to mit overtrækstøj på i moderigtige farver. De var i hvert fald moderigtige da jeg købte det 25 år tidligere. I baggrunden Sandvatnet.

Jeg var nået omkring halvvejs til Bleskestadmoen da jeg kom i tanke om at jeg havde glemt noget ost og brød i vindueskarmen i et af soveværelserne. Jeg havde lagt det derinde fordi jeg mente det var bedre at holde det lidt køligt og jeg havde fyret op i stuen. Først tænkte jeg på at løbe tilbage efter det. Jeg havde løbesko på fordi jorden var usædvanlig tør og jeg var øm i fødderne af de hårde vandrestøvler. Jeg smed rygsækken og prøvede at løbe nogle hundrede meter men fandt ud af at det var for besværligt med tanke på at jeg stadig manglede at gå halvvejen til næste hytte. Så jeg samlede rygsækken op og gik tilbage til hytten. En dag fra eller til, gjorde ingen forskel tænkte jeg.

 

Næsten tilbage ved Holmevasshytta.



4. oktober. Holmevasshytte - Bleskestadmoen. 5 timer

Farverne var usandsynligt flotte om morgenen og desværre kan man slet ikke se det på billederne. Det er nogle af de flotteste farver jeg nogensinde har set, men det varede kun et kvarters tid.

 

Jeg havde ikke gået mere end en times tid før det begyndte at regne og så var det slut med at ta billeder. Det styrtede ned resten af dagen og det var umuligt at ta billeder. Det blev suverænt den vådeste dag på turen. Regntøjet virkede, så jeg blev stort set ikke våd. Dvs. bortset fra handskerne som jeg havde givet 400 kr. for. De burde kunne tåle regn. Det kan de måske også, hvis man er på en bytur i København og der kommer en lille sommerbyge, men efter en time med styrtregn var de totalt gennemblødte. Heldigvis havde jeg rygvind, så dagen var knap så slem som det lyder.

 



 

Bleskestadmoen. Billedet er hentet fra http://ut.no/hytte/bleskestadmoen

 

Jeg havde glædet mig til en kop te da jeg kom til hytten, men vandspanden var tom og jeg anede ikke hvor jeg skulle hente vand fra. Jeg havde krydset en elv nogle hundrede meter før hytten, men det syntes jeg var lidt langt. Så lagde jeg mærke til at jeg kunne høre en svag brusen i det fjerne, og jeg tog de to vandspande og gik i retning af lyden. Et par hundrede meter væk var der et lille vandfald hvor jeg tog vand fra og så gik jeg tilbage til hytten. Så forstod jeg hvorfor der ikke var noget vand i spandene. Det var det nærmeste sted at hente vand.

5. oktober. Bleskestadmoen - Mostøl. 5 timer

Vejret var grå og trist da jeg startede fra Bleskestadmoen, men heldigvis regnede det ikke. Turen jeg skulle gå den dag var ikke ret lang. Formodentlig omkring 4 timer uden pauser. Som den eneste dag på hele turen kom jeg heller ikke forbi nogen søer af betydning.

 

 

Bleskestadmoen - Mostøl - Krossvatn.



 

Valajuv

 

Skitstølvatnet ses midt i billedet.

Elven til højre hedder Gaukstølåa. Billedet er taget bagud.

 

En times tid før jeg kom ned på vejen mødte jeg en familie. Det var far, mor og to teenagedøtre, der var på en dagstur i fjeldet. Det var de første mennesker jeg mødte siden jeg havde forladt Haukeliseter. Ca. et kvarter før jeg mødte dem var jeg væltet, og fordi min fod sad lidt i klemme kom jeg til at vride i knæet. Det var den alvorligste skade jeg havde under hele turen, men heldigvis var den ikke mere alvorlig end at det forsvandt efter et par dage. Faldet gjorde at jeg derefter var endnu mere forsigtig med hvor jeg satte fødderne, så jeg i hvert fald ikke risikerede at min fod kunne sidde fast, hvis jeg væltede igen.

 

Den lille elv i bunden af kløften hedder Jonsstølåno.

 

Fordi det var muligt at køre næsten helt hen til hytten, var jeg spændt på om der var nogen mennesker i den, for det var jo lørdag, men heldigvis var den tom. 

 

Mosvatnet til venstre og fjeldet i midten.

Mosvatnet med Næverhatten i baggrunden.



Mosvatnet.

 

Jeg kunne ikke få mobilkontakt fra hytten, så jeg gik ud mod Suldalsvatnet. Jeg sendte en sms til min mor om at jeg havde det godt, og at hun formodentlig ikke ville høre fra mig den næste uges tid. Så gik jeg tilbage mod hytten, men da jeg efter nogle timer kiggede på min mobil, kunne jeg se at min sms alligevel ikke var blevet afsendt. Det var blevet mørkt i mellemtiden, så jeg gad ikke gå tilbage mod Suldalsvatnet for at prøve igen. I stedet besluttede jeg mig for at blive en dag ekstra i Mostøl. Mit skadede knæ ville få ro, og der var under alle omstændigheder så langt til Krossvatn, at det var bedst at starte tidligt om morgenen for at nå frem inden det blev mørkt.