søndag den 10. november 2013

4. oktober. Holmevasshytte - Bleskestadmoen. 5 timer

Farverne var usandsynligt flotte om morgenen og desværre kan man slet ikke se det på billederne. Det er nogle af de flotteste farver jeg nogensinde har set, men det varede kun et kvarters tid.


 
Jeg havde ikke gået mere end en times tid før det begyndte at regne og så var det slut med at ta billeder. Det styrtede ned resten af dagen og det var umuligt at ta billeder. Det blev suverænt den vådeste dag på turen. Regntøjet virkede, så jeg blev stort set ikke våd. Dvs. bortset fra handskerne som jeg havde givet 400 kr. for. De burde kunne tåle regn. Det kan de måske også, hvis man er på en bytur i København og der kommer en lille sommerbyge, men efter en time med styrtregn var de totalt gennemblødte. Heldigvis havde jeg rygvind, så dagen var knap så slem som det lyder.
 

 
Bleskestadmoen. Billedet er hentet fra http://ut.no/hytte/bleskestadmoen
 
Jeg havde glædet mig til en kop te da jeg kom til hytten, men vandspanden var tom og jeg anede ikke hvor jeg skulle hente vand fra. Jeg havde krydset en elv nogle hundrede meter før hytten, men det syntes jeg var lidt langt. Så lagde jeg mærke til at jeg kunne høre en svag brusen i det fjerne, og jeg tog de to vandspande og gik i retning af lyden. Et par hundrede meter væk var der et lille vandfald hvor jeg tog vand fra og så gik jeg tilbage til hytten. Så forstod jeg hvorfor der ikke var noget vand i spandene. Det var det nærmeste sted at hente vand.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar