7. oktober. Mostøl - Krossvatn. 8 timer

Det var en lang tur jeg skulle ud på, så planen var at starte så tidligt om morgenen som muligt fra Mostøl, men jeg blev lidt forsinket.

Rennedalen

 

Det var overskyet og lidt tåget, men totalt vindstille, så selv om der ikke var mere end 8-9 grader varmt, var jeg nødt til at gå i bar overkrop den første times tid fordi jeg svedte temmelig meget. Min oppakning var tung og det var bare opad hele tiden. Først da jeg kom op over skovgrænsen kom der lidt vind og jeg kunne ta en trøje på.

 

 

 

Kyrkjesteinsdalen

 

Jeg skulle op gennem et pas der hedder Kyrkjesteinskaret og skyerne hang så lavt at jeg var sikker på at jeg på et tidspunkt ville komme op i skyerne, men efterhånden som jeg kom opad krøb skyerne også opad og jeg slap stort set for at gå i tåge.

 

Kyrkjesteindalen med Kyrkjesteinskaret øverst i billedet. Bemærk den store sten til højre i billedet.

 

Den store sten taget fra den anden side og med mig som skala.

 



En anden kæmpesten, som er 3-4 m høj.

 

Kyrkjesteinskaret øverst i billedet.

 

Kyrkjesteinskaret. Det var et helvede at komme igennem.

 

Det ligner sne, men det er det ikke længere. Det er næsten blevet til is og det er stenhårdt og ekstremt glat. Jeg var nødt til at gå meget forsigtigt uden om, for isen skrånede ned mod dalen og det var livsfarligt at gå ud på den. Langt tilbage i Kyrkjesteindalen kan man se den store sten, hvor jeg fungerede som skala.

 

Det var den absolut sværeste prøvelse under hele turen at komme igennem Kyrkjesteinskaret. Tidligere på sæsonen er det let nok at komme igennem, for så ligger der stadig sne, men på denne årstid er det virkelig vanskeligt, og et brækket ben er tæt på at være en dødsdom, så jeg var ekstremt forsigtig.

 

Omsider nåede jeg op i passet og jeg var meget glad, for nu kunne det kun blive lettere.

 

 

 

 

 

 

Kaldevatn. Så kan man jo spekulere på hvorfor søen hedder det.

 

En lille jagt- eller fiskehytte ved Kaldevatn.

 

Kaldevatn

 

 

 

 

 

Om eftermiddagen kom skyerne længere og længere ned indtil jeg blev opslugt af dem. Det er ikke helt det samme som at gå i tåge, fordi de driver afsted med vinden. Det er nærmest som meget fine regndråber og på norsk kalder de det yr. Heldigvis havde jeg rygvind så det betød ikke noget, bortset fra at der ikke var så meget at se.

 

Periodevis klarede det heldigvis lidt op.

 

 

 

Det var ved at blive mørkt da jeg omsider kunne skimte hytten gennem tågen. Med god vilje kan den skimtes midt i billedet. Da billederne er taget med vidvinkel ser det ud som om den er længere væk, end den var i virkeligheden. Den var næppe mere end 30 meter væk. Jeg var overbevist om at jeg nok havde fundet hytten under alle omstændigheder fordi Krossvatnet, ville stoppe min videre fremfærd mod øst, og at jeg så bare skulle følge bredden af søen indtil jeg nåede hytten, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på hvor røvkedeligt det ville ha været, at sidde i ly af en sten hele natten, hvis ikke jeg havde fundet hytten.

 

Jeg havde forventet at finde hytten tom, men det viste sig at der var to nordmænd som var ankommet et par timer før, for at fiske.